Til start: Dansk Tegnefilms Historie

Kaj Gøtzsche Pindal (f. 1927 - d 2019) Der kan desværre ikke her fortælles meget om hans familiemæssige baggrund, idet denne ikke er oplyst. Imidlertid har Kaj Pindal fortalt lidt om sine opvækstforhold i portrætprogrammet ”Laugh Lines”, som National Film Board of Canada producerede i 1979.  Hans mor var fra en velstillet borgerlig familie i Københavns omegn, men hans far var af en ganske anden støbning, idet hans store interesse var kunst og maleri. Det kneb for faderen at falde til ro og etablere sig med en borgerlig karriere. Og f.eks. ville faderen ikke have, at lille Kaj skulle gå i skole, men i stedet lære at tegne og male. I det øjemed tog han drengen med på en lang rejse rundt i Europa, som endte på Sicilien, hvor faderen underviste sin søn i tegning og maleri.
     Europa-rejsen var imidlertid ikke sket med moderens billigelse, så da far og søn vendte hjem til familien igen, kom det til et voldsomt opgør mellem ægtefællerne. Som Kaj Pindal husker det, fandt opgøret sted i fuld offentlighed på den gårdsplads, der lå mellem de huse, hvor Kay og hans familie og andre familier boede. Da beboerne hørte skænderiet, kom mange af dem ned i gården, hvor kvinderne snart tog moderens parti, medens mændene holdt med faderen. Det hele endte med, at faderen flygtede fra stedet og tog drengen med sig på en sejltur til Jylland. Her håbede faderen på at kunne holde sig skjult indtil videre, men en dag så han i avisen, at han og sønnen var efterlyst af politiet. Han valgte derfor selv at melde sig og aflevere sønnen, som derefter blev sat i pleje hos moderens familie.
     Faderen fik åbenbart et polititilhold, som pålagde ham ikke at vise sig på stedet og heller ikke gøre forsøg på at opsøge sin søn. Men faderens trang til at ville gense sønnen, var dog åbenbart så stor, at han på grund af forbudet forklædte sig, så det på den måde blev muligt for ham at få et glimt af drengen, når denne kørte til og fra skole på cykel. Mere blev det ikke til. Men år senere, da Kaj en dag var på vej hjem fra skole på sin cykel, så han og genkendte sin far til trods for dennes forklædning. Faderen standsede drengen og spurgte: ”Kender du en lille dreng ved navn Kaj?” – ”Ja, ja!” svarede Kaj lidt befippet, ”Han kommer her, han kommer snart denne vej!” Det var sidste gang, Kaj Pindal så sin far.
      Forholdet mellem faderen og moderen og deres skilsmisse blev forståeligt nok en traumatisk oplevelse for Kaj Pindal, og førte blandt andet til, at han selv blev meget fokuseret på, at hans egne børn i hvert fald ikke skulle opleve noget lignende, men tværtimod vokse op under trygge familieforhold. Til at styrke dette, må det nok tilføjes, at Kajs kone, Annie, også i høj grad har bidraget til gennem sit næsten livslange companionship med en mand, der samtidigt også er en stor kunstner på sit faglige felt.

     Kaj Pindal begyndte sin tegnefilmkarriere på "Fyrtøjet". Den dengang 16-årige tegnefilmbegejstrede, men samtidig meget generte og beskedne unge fyr, havde hørt, at der blev produceret en tegnefilm over eventyret ”Fyrtøjet”.

     I 1943 faldt kong Chr. X fødselsdag på en søndag, og derfor  var der skolefridag om mandagen, den 27. september. Pindal benyttede lejligheden og cyklede ind til Frederiksberggade 10 og løb lige i armene på  direktør Allan Johnsen med følge. Han havde tegninger med, som de alle kiggede på, og Johnsen afgjorde på stedet at den unge mand var oplagt animator-kandidat. Derefter blev han vist rundt på tegnestuen i Frederiksberggade 28, men eftersom Pindal på det tidspunkt endnu gik i tredje mellem­skoleklasse i Gentofte, kunne der naturligvis ikke blive tale om an­sættelse hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. Til gengæld fik han udleveret en tapskinne, animationspapir og nogle celluloider, og med alt dette gik han hjem og begyndte at animere de første scener til en lille tegnefilm med en abekat, kaldet ”Garibaldi”, og en lille hund. Det mærkværdige var, at figurerne var tegnet ganske små på A4-arket, men det lykkedes alligevel Pindal at få dem til at bevæge sig nogenlunde rimeligt. Pindals animationstegninger blev derefter optaget som linetest, der til Pindals egen store overraskelse viste, at hunden gik baglæns, hvilket bestemt ikke havde været hans hensigt. Fejlen blev naturligvis rettet omgående.
     Men denne lille film blev altså Pindals introduktion i tegnefilmens verden, som han med kortere afbrydelser, særlig i de unge år, kom til at tilhøre helt op i pensionsalderen. I september 2001 var han i en alder af 74 år stadig aktiv som lærer i animation ved Sheridan College i Oakville, Ontario, Canada

     Efterårsferien 1943 tilbragte Pindal på tegnestuen i Fre­deriksberggade, hvor han sad og malede cels til "Fyrtøjet", men senere fik han mulighed for at komme til at mellemtegne. Det skete, da en del tegnere under Bjørn Frank Jensens ledelse var rykket ud i nogle lejede lokaler på hjørnet af Nørrebrogade og Blå­gårdsgade, ovenover Nørrebros Messe, hvor senere Bagger Radio fik til huse. Hver dag efter skoletid cyklede Pindal fra Gentofte og ind til denne tegnestue, hvor han sad og knoklede med at mellemtegne. Her mødte han sin kollega og senere ven og samarbejdspartner, Ib Steinaa, der også var mellemtegner på det tidspunkt, og som i begyndelsen  havde siddet på tegnestuen i Frederiksberggade.

Herover ses et par episoder fra Kaj Pindals allerførste forsøg på at lave tegnefilm, nemlig ”Garibaldi i ”Det roterende Kødben”.  Denne film blev den spæde begyndelse til en senere internationalt anerkendt karriere indenfor tegnefilmbranchen.  – Fotos fra filmen: © 1943 Kaj Pindal.

     Da arbejdet på "Fyrtøjet" var slut hen på foråret 1946, blev tegnerne og andre ansatte fyret, men inden da var det lykkedes Ib Steinaa at få noget tegnearbejde for Henning Dahl Mikkelsen, som dengang havde tegnestue i Dronningegården, Dronningens Tværgade, dels med at rentegne på "Ferd'nand"-tegneserien og dels med noget mellem­tegningsarbejde på Ferd'nand-filmene, Ferd'nand på fisketur (1944) og Ferd'nand på bjørnejagt (1945). Ib Steinaa skaffede også Pindal arbejde hos Dahl Mikkelsen, men det blev kort­varigt, fordi Pindal pludselig måtte gå under jorden. Han var nemlig med i en gruppe, der fremstillede et illegalt blad, og dette blad havde han leveret anti-nazistiske tegninger til. Tyskerne var kommet på sporet af gruppen og havde arresteret nogle af dens med­lemmer.

Et eksempel på den type figurer, som Kaj Pindal brugte i nogle af sine reklametegnefilm for Bergenholz. Denne figur  med Merkur-hat optrådte i  flere af disse film, som er fra 1947-49.  Tegning:  © 1947-49 Kaj Pindal.

     En måneds tid før befrielsen vendte Pindal tilbage til skolen, hvor han tog afsluttende eksamen. Efter ”Fyrtøjet” var der ikke mere tegnefilmarbejde at få, så Pindal - og andre - måtte kigge langt efter nye tegnefilmprojekter.
     Kort tid efter var Pindal dog så heldig at få ansættelse hos Erik Rus, som havde fået nogle reklametegnefilm at lave for Bergenholz Reklame­bureau, lige som Rus havde planer om produktion af en tegnefilm over "Ole Lukøje"-motivet, men arbejdet her varede kun i kortere tid. Hos Bergenholz blev Erik Rus betalt 30 kr. pr. meter, hvilket ikke dækkede de faktiske omkostninger, og han måtte derfor selv afholde alle udgifter, såsom løn til Pindal og Laboratoriearbejde (hos Nordisk Films Teknik), og denne situation var naturligvis ikke holdbar i længden. 

     Da der derefter ikke var tegnefilmarbejde at opdrive i København, måtte Pindal - i lighed med flere andre danske animatorer - tage til takke med, hvad der ellers bød sig af arbejde for en ufaglært. Han blev derfor en overgang reser­vepostbud. Men tanken om at vende tilbage til tegnefilmbranchen forlod ham aldrig, og en dag henvendte han sig da også til Bergenholz Reklamebureau og foreslog chefen for filmafdelingen, Chr. Andersen, at han ville arbejde for dem for samme pris pr. meter, som Erik Rus havde gjort, forudsat at Bergenholz betalte alle øvrige omkostninger ved fremstillingen af reklametegnefilm. Forslaget blev accepteret.

     Reklamebureauet havde dog ingen tegnefilmopgaver på det tidspunkt, men man foreslog i stedet Pindal at tegne nogle lysbilleder (dias), der skulle bruges som reklame i biograferne. Lysbilledreklamer var dengang meget brugt i danske biografer. Pindal sagde  ja til tilbudet, idet han håbede på, at det var en "bagvej" til tegne­film­opgaver, hvilket det også snart viste sig at være. En dag kom filmchefen nemlig med et synopsis til en reklametegne­film, som det blev overladt til Pindal at lave.

Nogle episoder fra reklametegnefilmen ”Det er Ulejligheden værd…”, som Kaj Pindal lavede for Bergenholz omkr. 1946-47. Filmen  var med såkaldt lip-sync, dvs. læbe-synkron, dialog, og såvel denne som animationen som helhed lykkedes i betragtning af den unge tegners forudsætninger og erfaringer ganske godt. – Fotos fra filmen: © 1946-47 Kaj Pindal og Bergenholz. 

På de ovenstående billeder ses nogle episoder fra reklametegnefilmen ”Den gamle Bil”, som Kaj Pindal også lavede for Bergenholz omkring 1946-47. Filmen opfordrede folk til at gå til automekanikeren, for at holde deres gamle bil i god og køresikker stand. – Fotos fra filmen: © 1946-47 Kaj Pindal og Bergenholz.

     Da der imidlertid stadig var vanskelig­heder med at skaffe de cels, der dengang normalt var uund­værlige i tegnefilmproduk­tion, be­nyttede Pindal og hans assi­stent, den senere berømte regissør og scenograf Henning Bahs, medforfatter til bl.a. Olsen Banden-filmene, sig af brugte cels, dels fra "Fyrtøjet" og dels fra reklametegnefilm hos Bergenholz. Disse cels lå opmagasi­neret henholdsvis på loftet ovenover tegnestuen på hjørnet af Nørre­brogade og Blågårdsgade, og dels oppe på loftet til den bygning på Vesterbrogade 2 B, lige bag Richshuset, i hvilken Bergenholz havde til huse. Ved fælles hjælp lykkedes det for de to at vaske disse gamle cels nogenlunde rene for farver og tuschstreger, så de med lidt god vilje kunne genbruges.

Nogle episoder fra reklametegnefilmen ”Plet”, som reklamerede for kemisk tøjrensning. I lighed hed de overfor nævnte andre reklametegnefilm fra Bergenholz, var filmene beregnet til, at der til slut i disse kunne indsættes navne på lokale forretninger eller virksomheder. – Fotos fra filmen: © 1946-47 Kaj Pindal og Bergenholz.

     Da det viste sig, at der kom flere tegnefilmopgaver for Bergenholz, fik Pindal snart Ib Steinaa ansat til specielt at tegne og male baggrunde, hvilket Steinaa i øvrigt var ret dygtig til. Men arbejdet med tegnefilm er trods alt temmelig tid­krævende, og derfor også en relativt bekostelig affære, og alene af den sidstnævnte grund vil der altid være relativt få kunder til denne filmgenre. Det endte da også med, at Pindal og hans medarbejdere blev fyret i januar 1949.

Under produktionen af reklametegnefilmen ”Klat”, som reklamerede for fyldepenneforretningen ”Pen-man” i København og på Amager, fik Kaj Pindal assistance af Ib Steinaa. Sidstnævnte påtog sig især at male baggrunde til filmen, mens Pindal fortrinsvis tog sig af animationsarbejdet. Dette samarbejde kom til at spænde over en cirka 10-årig periode, fra 1947 til 1958, hvor de to venner og kolleger splittede op og fortsatte hver for sig. – Fotos fra filmen: © 1947 Kaj Pindal og Bergenholz.

     Det var om at finde på en udvej til at tjene de nødvendige penge til livets ophold, og når der åbenbart ikke var mulighed for at gøre det ved at lave tegnefilm, kunne man f.eks. vælge at lave vittighedstegninger eller tegneserier. Kaj Pindal valgte det sidstnævnte. Mellem januar og august 1949 tegnede han sin egen muntre tegneserie, ”Professor Phidus”, for dagbladet ”København”. Under overskriften ”Professor Phidus’ Far om sin Baby”, kunne man i denne avis for den 3. maj 1949 læse følgende:

Den lille morsomme Professor Phidus, der siden 1. April har forlystet KØBENHAVNs Læsere med sine pudsige Paahit, har sikkert ogsaa en anden Mission. Naar man sidder overfor Professorens Skaber, den kun 21-årige Tegner Kaj Pindal, faar man den Tanke, at Phidus er et af Tegnerens Aandehuller. Selv er Pindal en meget stilfærdig og beskeden ung Mand, der godt kan have Brug for en frejdig Fyr som Professor Phidus i den Verden, hvori de nu engang begge to befinder sig.
  -  Hvornaar begyndte De at tegne? Spørger jeg Pindal.
  -  Jeg var faktisk kun en fire, fem Aar, da jeg begyndte at tage Tegneriet alvorligt, saa jeg har i Virkeligheden allerede fejret 15 Aars Jubilæum som Tegner! Men saadan rigtig Tegner, det blev jeg først noget senere. Jeg sprang ud af Skolen i anden Mellem og kom i Kemigraflære. Det var imidlertid ikke helt, hvad jeg havde ventet mig, og jeg vendte tilbage til Skolen igen og forlod den først, da jeg havde faaet Realeksamen.

”Klods-Hans” som Tegnefilm
Allerede i min Skoletid kom jeg i Forbindelse med Direktør Allan Johnsen fra Dansk Farve- og Tegnefilm.  Han interesserede sig for min Streg, og jeg fik Lov til at lave min egen lille Tegnefilm paa Prøve. Denne faldt heldigt ud, og jeg var derefter – jeg gik stadigvæk i Skole – med til at tegne Filmen ”Fyrtøjet”.
  -  Og hvad saa, da De kom ud af Skolen?
 -  Siden 1945 har jeg lavet Tegnefilm til Bergenholz’ Reklamebureau, og har ogsaa været med til at lave et Par Tegnefilm for Statens Filmsudvalg. Det skal jeg for øvrigt fortsætte med.
  -  Bliver det ikke snart til en Helaftenstegnefilm?
  -  Jeg ved, at Direktør Johnsen paatænker at lave en Film over H.C.Andersens Eventyr ”Klods-Hans”, og saa er det Meningen, jeg skal være med til at tegne den. Om det bliver til noget, afhænger vist nok af, om Staten vil støtte Foretagendet.
  -  Deres Streg ligner Disneys?
  -  Naar man skal lave Tegnefilm, kommer den uvilkaarligt til det. Der er visse Principper, man ikke kan komme udenom. Men jeg er selv ked af, at jeg endnu ikke er kommet bort fra den i almindelig Tegning. Jeg arbejder paa at finde min helt selvstændige Streg.
  -  Hvordan blev Professor Phidus til?
  -  Jeg har i Tidens Løb haft saa mange Ideer, og da Dagbladet KØBENHAVN fik sit nye Ansigt, fik jeg min store Chance og udnyttede den.
  -  Hvad er Phidus Professor i?
  -  Uha, det ved jeg skam ikke, og jeg tror heller ikke, han ved det selv. Han er nemlig en meget sammensat Natur. Det er Folk, jeg saadan møder, der giver mig Ideerne. Det kan være en lille Pige paa Gaden eller en tyk Kone i Sporvognen. Jeg er for øvrigt blevet meget afhængig af Phidus. Det er vist omtrent som at have en Baby. Jeg tvinges til at tænke paa ham Dag og Nat, og naar det ikke gaar hurtigt nok heroppe, rykker de inde paa Bladet .. . Jeg troede i Begyndelsen, at det var mig, der beherskede ham, men jeg har skam lært, at det er omvendt.
  -  Hvilke Fremtidsplaner har De?
  -  Jeg vil gerne fortsætte med at lave Tegnefilm, men jeg vil ogsaa Prøve paa at skabe nogle flere Tegneserier. Foreløbig er der Forhandlinger i Gang med to store svenske Blade om Professor Phidus. (Signeret): Adres. (Artikel © 1949 Dagbladet KØBENHAVN).

Hovedpersonen i Kaj Pindals tegneserie ”Professor Phidus”.  – Tegning: © 1949 Kaj Pindal.

Den 21-årige Kaj Pindal er her i gang med at tegne sin tegneserie ”Professor Phidus”. Det desværre noget uskarpe billede blev trykt i forbindelse med det ovenfor gengivne interview med Kaj Pindal fra Dagbladet ”København” den  3. maj 1949. – Foto: © 1949 Dagbladet København. Foto: Randers.

    Et af de mennesker, der havde haft sin jævnlige gang hos Pindal og Co. i tegnestuen på Bergenholz loft, var jazzguitari­sten og -bassi­sten Børge Ring, som allerede i 1938 en overgang havde været ansat som volontør hos Jørgen Müller, da denne arbejdede for Guten­berghus Reklame Film i Vognmagergade.
     Sammen med Bjørn Frank Jensen og Arne Rønde Kristensen havde Børge Ring i 1949 startet et tegnefilmstu­dio ude på Vesterbrogade 163, som kaldtes ”Ring, Frank & Rønde”, og her blev Kaj Pindal ansat i august 1949, hvor også Ib Steinaa senere kom til. Ifølge Pindal selv (Carl Barks & Co. nr.18, 1983, side 12), var den første film, han arbejdede med på hos Ring og Bjørn Frank, "Tallenes tale" (se herom under Børge Ring og Bjørn Frank Jensen).

Den 22-årige Kaj Pindal ses her som mellemtegner hos Ring, Frank & Rønde i 1949. Det er den 24-årige chefanimator Bjørn Frank Jensen, der står i baggrunden. Mellem ham og Pindal ses en 35mm filmprojektor, som fortrinsvis var beregnet til at vise linetests. –Foto: © 1949 B.T.

     Imidlertid var Dansk Farve- og Tegnefilm A/S gået i gang med sit ny langtegnefilmprojekt, "Klods-Hans", til hvilken man havde lavet en pilotfilm, som dog endnu ikke var blevet god­kendt. Pilotfilmen blev lavet af et lille team af tegnere i nogle lokaler hos Dansk Kultur­film, som dengang lå i Krystalga­de, men på et tidspunkt rykkede tegnerne ud i betydeligt større, lejede lokaler på Nørrebrogade ved Søerne, ovenover Nørrebrogades Postkontor. Hensigten var, at man ville hyre alt, hvad der fandtes i Danmark af erfarne og nogenlunde erfarne animatorer mm., men inden man nåede så langt, så firmaet sig desværre nødsaget til at nedlægge produktionen, til stor skuffelse for alle, der allerede var involveret i projektet og alle, som forventede at blive det. Til de sidstnævnte hørte bl.a. Kaj Pindal.

    Om sin første tid hos ”Ring, Frank & Rønde” har Kaj Pindal følgende at fortælle:

     Efterår 1949. Foruden Tallenes Tale var jeg også med på Your Enemy the Tuberculosis for UNICEF, produceret af Hagen Hasselbalch. (En interessant film. – Håber den eksisterer endnu).
     Vi var Børge Ring, Bjørn Frank Jensen, Kjeld Simonsen og mig. Det var på det tidspunkt at Allan Johnsen ville lave en pilotfilm til ”Klods Hans”, og jeg havde regnet med at deltage. (Det var derfor jeg havde fået 3 års udsættelse af militærtjenste.)
     Men Børge Ring mente at Johnsen ikke havde forstand på tegnefilm, men at det havde vi (Børge, Bjørn, Simon og mig). Så vi lavede et ’Cartel’ og boycottede Johnsens projekt. – Det har jeg følt lidt skidt over lige siden. Jeg kunne nemlig godt lide Johnsen.

    Som omtalt i afsnittet ”Langtegnefilmen ”Klods-Hans”, lykkedes det ikke Børge Ring og Co. At ’erobre denne film fra Allan Johnsen og Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. De nævnte fire ”musketerer” måtte derfor se sig om efter andre opgaver, der kunne forløse deres lyst og begejstring for at lave tegnefilm, og det lykkedes, i al fald for en tid.

     Kaj Pindal fulgte med, da firmaet "Ring, Frank og Rønde" flyttede til villaen Fredensvej 3 i Vedbæk, og her oplevede han sammen med sine kolleger en skøn, men også lidt vild og uansvarlig tid. De involverede var meget optimistiske og entusiastiske, især når det gjaldt tegnefilm, man levede og åndede nærmest for mediet, og det blev derfor arrangeret sådan, at foruden Børge Ring og han kone Nanny, boede også Arne Rønde Kristensen, Bjørn Frank Jensen, Kjeld Simonsen, Arne Lindtner (kameramand) og Kaj Pindal i villaen.

     I januar 1950 kom David Hand og hans kone, Mandy, også og boede i villaen under deres ophold i Danmark. De næste par måneder var helt fantastiske for de danske tegnefilmfolk, som ikke alene fik lejlighed til at lære af deres store idol, men som tilmed i en periode delte hus og dagligdag med ham. Imidlertid kneb det med at skaffe ordrer på tegnefilm, og det kom så vidt til sidst, at det  ikke længere var muligt for firmaet at udbetale gager. Det var på det tidspunkt, at Børge Ring og Co. forhand­lede med Ove Sevel om, at få Nordisk Film til helt eller delvist at overtage det finansielle ansvar og dermed den administrative ledelse af firmaet.
     Men inden det kom så langt som til, at Nordisk Film overtog resterne af "Ring, Frank og Rønde" i 1951 og omdøbte foretagendet til A/S Nordisk Tegnefilm, havde Pindal, Simon og Steinaa forladt firmaet, og førstnævnte havde igen taget kontakt til Bergenholz, hvor han fik til opgave at lave den første og eneste TV-reklame, der specielt er lavet til DR TV. Det hang sammen med, at der i oktober 1950 skulle afholdes en stor radio- og Tv-udstilling i Forum, og herunder var det planen, at der for første gang i Danmarks­historien skulle foregå en TV-transmission fra Radiohuset på den anden side af Rosenørns Allé og til TV-modtagere i Forum ovre på den anden side af gaden.

De to væsentligste figurer på denne tegning af Kaj Pindal ses bag den forreste række, nemlig makkerparret Ib Steinaa til venstre og Kaj Pindal til højre.  – Tegning  © 1950? Kaj Pindal.

    Desværre for Pindal var navnet Philips Radio knyttet til hans lille et-minuts tegnefilm, som følgelig blev betragtet som en reklamefilm, og i Danmarks Radio var det af principielle grunde forståeligt nok ikke tilladt at reklamere for noget som helst. Filmen blev imidlertid lavet, men ikke vist ved den lejlig­hed.
     Omkring det tidspunkt havde Kaj Pindal fået beskæftigelse som tegner hos Walt Disney Mickey Mouse, hvis tegnestue var beliggende oven­over Metropol-biografen. Her blev alt det tegnede Disney-materiale, der skulle bruges i hele Skandinavien, dengang tilrettelagt og lavet. Det gjaldt plakater, annoncer, varemær­ker, illustrationer mm., og også de danske tekster til tegne­serier i "Anders And & Co.", dette populære tegneseriehæf­te, som begyndte at udkomme i Danmark i 1949. Senere blev nogle af serierne tilmed tegnet her i landet, bl.a. af tegneren Freddy Milton.

     Formentlig under en vis indflydelse fra David Hands undervisning i tegnefilm, lavede Kaj Pindal i 1950 en lille tegnefilm, som fik titlen ”Mr PINDAL’s INKWELL PHANTASY”. Men fantasien med figurerne, der springer op af blækhuset på tegnerens arbejdsbord, var naturligvis ikke ny, for den samme idë havde flere af tegnefilmens pionerer for længst benyttet sig af. Først og fremmest Max og Dave Fleischer, som i 1916 påbegyndte deres berømte tegnefilmserie ”Out of the Inkwell”. Men ikke desto mindre er Pindals ”blækhus-fantasi” virkelig professionelt arbejde af fineste klasse, især hvad angår animationen.
     Filmen begynder med, at man ser en yngre Pindal sidde ved sit tegnebord, som han dog kort efter forlader, så man kun ser tegnebordet med et hvidt ark papir og en åben tuschflaske. Straks viser der sig en lille dreng og en lille pige, som springer op af blækhuset og giver sig til at lege på det tomme tegnepapir på tegnebordet. Det foregår alt sammen under lystige påfund og gags, og figurerne bevæger sig elegant, karakterfuldt og flydende.
     Imidlertid er der også en ’djævel’ i dette uskyldige ’tegnepapir-paradis’, nemlig i form af en djævlelignende figur, som stiger op af flasken med radérvand. Med radérvæsken er det muligt at slette de tegnede streger. Djævlefiguren gør derfor alt, hvad der står i dens magt for at udradere de to legende børn, men det mislykkes, idet det er dem, der narrer deres modstander, som må give op, hvorefter de to børn atter hopper tilbage i blækflasken, de kom fra. Straks efter vender tegneren – Pindal selv – tilbage og sætter sig ved tegnebordet, hvor han giver sig til at skrive ordet Slut, men der er klippet umiddelbart efter, at han har skrevet S’et. Filmen er åbenbart senere blevet brugt i forbindelse med Pindals undervisning i animation på Sheridan College i Canada, og han har derfor tilføjet slutteksten: ”Study … (klip) …Animation at Sheridan College”.

På billedrækken herover ses forskellige episoder fra tegnefilmen ”Mr. Pindal’s Inkwell Phantasy”  (1950), som viser den på det tidspunkt 22-årige Pindal som den fuldbefarne idémand og animator af højeste klasse. Filmen ligefrem sprudler med muntre påfund, og de elegante figurer bevæger sig med en ynde og charme, som simpelthen ikke er til at stå for. – Fotos fra filmen: © 1950 Kaj Pindal.

    Imidlertid havde tegneren og animatoren Kjeld Simonsen (Simon), som i flere år havde lavet avis- og ugebladsreklamer for det svenske "Sparfrämjandet", fået opfordring til at deltage i en konkurrence om at lave en reklametegnefilm for dette foretagende. Da opgaven åbenbart oversteg hans egne kræfter, henvendte Simon sig derfor til kollegerne Kaj Pindal og Ib Steinaa og fik dem gjort inter­esseret i at være med på projektet.
     De tre tegnere og animatorer udarbejdede derefter i fællesskab en storyboard til ”Biet Anton” med flotte tegninger, som blev indklæbet i et smukt album, og de tre entusiaster skabte tilmed a la Disney nogle malede lerfigurer af filmens hovedfigurer, hvorefter hele herligheden blev sendt til "Spar­främjandet" i Stockholm. Imidlertid trak det ud med afgørelsen, men angiveligt af andre grunde valgte Pindal at rejse til Stockholm, for at se om han kunne finde arbejde der. Han stod over for at skulle indkaldes til militærtjeneste, som han allerede havde fået udsat flere gange, og i et forfængeligt håb om at kunne slippe helt, forduftede han altså. Han havde en bekendt, der arbejdede på en klædefabrik, men det viste sig at der ikke var job til Pindal. Derimod mødte han og blev ven med en dansker ved navn Poul Dupont, der arbejdede som ekspedient i stormagasinet NK.

     Kaj Pindal fik nu den tanke, at han ville opsøge "Sparfrämjan­det", for at høre, hvad der var blevet af tegnefilmprojektet. Ifølge Pindal viste det sig, at trekløverets forslag havde vundet konkurrencen, men at firmaet havde tænkt sig at filmen skulle produceres af "Sago Konst", der var et forholdsvis gammelt tegnefilmstudio i Stockholm. Det var dette firma, der bl.a. havde lavet tegnefilmsekvensen i Edvard Persson-filmen Landevejs-Kroen (1939), og senere, i 1945, fire reklametegnefilm sammen med Dahl Mikkelsen for Cloetta Mjölkchoklad, hvori dennes berømte tegneseriefigur Ferd’nand var hovedpersonen.

 Endnu et godt eksempel på den unge Kaj Pindals tegnekunst. Her ses han selv siddende ovenpå en baggårdsmur sammen med kvinden fra tegningen på side 4, mens rotterne gnasker i sig af skraldebøtternes indhold, tilsyneladende uden at katten reagerer. – Tegning: © 1950? Kaj Pindal.

    Det endte dog med, at Pindal fik overtalt ledelsen af "Spar­främjandet" til at lade ham og hans kolleger, Simon og Steinaa, lave filmen. Pindal fik derefter travlt med at kontakte de to andre, som dog ikke umiddelbart var særligt interesserede i at komme til Stockholm. Simon befandt sig på det tidspunkt i Sydfrankrig, men i lighed med Steinaa endte det med, at de begge kom til Stockholm og hjalp med at lave filmen, som skulle optages i Technicolor, det farvefilmsystem, der blev brugt i amerikanske film. Studiet lå i Tullinge udenfor Stockholm.
     Senere dukkede direktøren for Samarin-koncernen, Sture Cederroth, op, og han foreslog de tre danskere, at hvis de ville blive og arbejde i Stockholm, så ville han købe resterne af "Sago Konst" på Storgatan 44 i Stockholm og oprette et nyt firma, med det formål at pro­ducere reklametegnefilm. De tre accepterede, hvorefter Cederroth oprettede firmaet "Aktiebo­la­get Puck Film". Som direk­tører ansattes svenskerne Berndt Eriksson og George Lundin. Her sad Pindal, Simon og Steinaa sammen i to år og lavede tegne­film. Det var dog for­trinsvis Pindal og Simon, der animerede, mens Steinaa lavede layouts og baggrunde og desuden komponerede musikken til tegnefilmene. Og for resten var Poul Dupont blevet ansat som trickfilmfotograf.

     Imidlertid var Pindal og Steinaa hver især efterhånden blevet 25 år, og en dag kom den uundgåelige og fornyede indkaldelse til dansk militærtjeneste, som ikke længere kunne udsættes. De to skuffede og modvillige unge mænd måtte derfor vende næsen hjem til Danmark, for at opfylde deres samfundspligt. Simon og Dupont blev tilbage i Stockholm, men firmaet lukkede kort efter, og de sidste to danskere i firmaet AB Puck Film rejste også hjem til Danmark.
     Pindal og Steinaa tilbragte de første tre måneders rekruttid henholdsvis i Vordingborg og i Avedøre-lejren, men derefter blev først Pindal og snart efter Steinaa overført til For­svarets Filmtjeneste, som havde til huse på Kastellet i København. Chef for Filmtjenesten var på det tidspunkt filminstruktør, produktionsleder og tidligere direktør på A/S Nordisk Tegnefilm, Jørgen Bagger. Her hos Forsvarets Filmtje­neste fik de to tegnere til opgave at lave instruktionsfilm for militæret, og de brugte seks måneder på at lave en 20 minutters træningsfilm med titlen "Natte­syn", som skulle instru­ere soldater i at "se" og færdes i mørke.

     Filmen "Nattesyn" blev fotograferet, fremkaldt, kopieret og klippet på Nordisk Films Teknik i Frihavnen, og her tilbragte de to tegnere mange dage med dels at følge filmen gennem "teknikken" og dels med at indspille lyd og speak til den, og mixe billede og lyd. Speaker på filmen var den dengang meget benyttede radioreporter og speaker Gunner Nu Hansen. Fotograf på filmen var A. Clausen, der som assistent havde fået Poul Dupont. Sidstnævnte overtog senere Clausens stilling og var i nogle år ansat som fotograf og trickfilmfotograf på stedet. Ifølge Pindal blev ”Nattesyn” brugt i 10 år, både af militæret og politiet, også i Sverige, hvor den under titlen ”Att se i mörker”, 1954, var i brug til ca. 1987,  og desuden i Norge.
     Det må have været omkring 1953-54, at "Nattesyn" blev pro­du­ceret, for på det tidspunkt var Harry Rasmussen, som også midlertidigt havde måttet arbejde udenfor tegnefilmbranchen, ansat i sort-hvid fremkalder­af­delingen hos Nordisk Films Teknik. Det hændte lejlighedsvis, at han mødte d' herrer Pindal og Stei­naa, når de kom ned i afde­lingen for at kigge i fremkalderma­skinens "kon­troløje". Her kunne man se, hvad der var på filmstrimlen, når denne var blevet fremkaldt, og til slut rullede gennem tørrings­sektio­nen. De tre kendte jo i øvrigt hinan­den fra Fyrtøjet-tiden.

Kaj Pindals karikaturtegning af sig selv som ung mand, der med dyb alvor ser fremtiden i møde. – Tegning © 1949? Kaj Pindal.

    Kort efter deres tid i Forsvarets Filmtjeneste, pro­ducerede Pindal og Steinaa nogle små tegnefilm, som i form af filmsløj­fer skulle sælges sammen med legetøjs-filmfremvisere af den slags, hvor man fører filmsløjfen rundt ved hjælp af et håndsving. Filmens episodiske "handling" repeterer sig følgelig igen og igen, lige så længe man drejer på håndtaget. Episo­derne i makker­parrets små tegnefilmsløjfer var udformet som morsomme gags. Også disse film blev fremkaldt af Harry Rasmussen på sort-hvid fremkalder­maskinen på Nordisk Films Teknik i Frihavnen, så også i den forbindelse mødte han nogle gange Steinaa og Pindal, når de kom for at kigge med i kontroløjet eller for at afhente filmene.

     Imidlertid kom Pindal, Steinaa og Poul Dupont i slutningen af 1954 i forbindelse med Ove Sevel, Nordisk Film Junior, som bestilte nogle tegnefilmindslag til kortfilm hos de to håbefulde og ambitiøse tegnefilmfolk. Nordisk Film Junior havde på det tidspunkt ikke egne lokaler eller kontorer, men holdt mest til hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen. En ny og aflang træbygning var i mellemtiden under opførelse hos Nordisk Film i Valby. Bygningen var af træ og blev placeret lige over for og parallelt med  kantinebygningen. I marts-april 1955 kunne Nordisk Film Juniors personale, herunder bl. a. Pindal, Steinaa og Poul Dupont, rykke ind og tage de nye lokaler i brug. Dupont, der fungerede som trickfotograf, fik domicil i et rum i den ene ende af den lange træbygning.

     Da David Hands studio i England lukkede i slutningen af 1949, havde Nordisk Film  bl.a. købt det trickkamera og trickbord, der anvendtes på studiet, og det var blevet transporteret til Vedbæk, hvor det blev installeret i kælderen til den villa, hvor A/S Nordisk Tegnefilm - det tidligere "Ring, Frank og Rønde" -  havde til huse. Da tegnefilmvirksomheden omkring 1952 blev lukket, demonteredes det relativt tunge og komplicerede trickbord, som transporteredes til Nordisk Films studier i Valby, hvor det blev op­magasineret indtil videre.
     Nordisk Film Junior fik som nævnt sin egen nybyggede afdeling i 1955, og for enden af den træbygning, hvori afde­lingen havde til huse, var samtidig bygget et rum, som især udefra set var karakteristisk ved, at det havde et relativt højt tårn på taget. I dette rum blev trick­bordet og -kameraet instal­leret, og grunden til, at der skulle være et højt tårn over loftet, var den, at trickbordets konstruktion indbe­fattede to høje søjler, der ved hjælp af en mobil kran, gjorde det muligt for kameraet at zoome ind på eller bort fra det vandrette bordplan, hvor baggrunde og cels blev anbragt under optagelsen. Det var fortrinsvis Poul Dupont, der senere kom til at stå for trickbordsaf­delingen og som derfor fotograferede de film, som de andre medarbejdere havde tegnet.
     I begyndelsen af januar 1956 havde Pindal og Steinaa fået tilbud om at lave nogle speci­elle fortekster til Aage Stentofts revyfilm Hvad vil De ha'? (1956). Denne film blev instrueret af kortfilminstruktøren Jens Henriksen og skuespiller og sceneinstruktør Preben Neer­gaard. Der var ikke megen tid til at lave tingene i for Pindal og Steinaa, og de måtte derfor skabe det meste direkte under trickkameraet, men resultatet blev efter omstændighederne vellykket. En god hjælp fik makkerparret af tegneren Mogens Gylling (Hansen) (f. 1935), hvis design i øvrigt kom til at præge de tegnefilm, han var medarbejder på.
     Tilbuddet fra Aage Stentoft havde imidlertid ført til, at de to håbefulde tegnefilmfolk turde kvitte deres ansættelse hos Nordisk Film Junior og gå freelance. Imidlertid opstod der hen på foråret 1956 nogen uenighed og kompetencestrid mellem Pindal og Steinaa, og det endte med, at begge gik hver til sit. Pindal var i stigende grad blevet utilfreds med de filmopgaver, der var at lave. Han kom dog ikke til at stå uden arbejde, for han fik snart efter en tegnefilmopgave af Minerva Film. Det drejede sig om et lidt større tegnefilmindslag, en sekvens på 7 minutter, i en 20-minutters realfilm for Burmeister & Wain med titlen Alpha II. Den viste, hvordan B&W's store, moderne dieselmotorer er opbygget og fungerer. Filmen blev lavet hjemme i Pindals lejlighed på Bellahøj, og til at designe filmens grafiske udform­ning, benyttede Pindal sig af den tidligere nævnte unge og sti­listisk moderne tegner og maler, Mogens Gylling, som senere blev ansat på DR TV, hvor han endnu i 2000 arbejdede i Grafisk Afdeling.  Filmen blev lavet i 1956.

     Imidlertid var der sket noget afgørende nyt inden for den internationale tegnefilmbranche, især i amerikansk tegnefilm. Det var fremkomsten af nogle korte underholdningstegnefilm, som på flere måder betød et brud med den klassiske tegnefilms – især Disney-tegnefilmenes – form og indhold. Disse nye tegnefilm var produceret af United Productions of America (UPA), og filmene var især karakteriseret ved et stærkt forenklet og halvabstrakt grafisk design, lige som animationen i nogen grad blev forenklet, men i begge tilfælde var resultatet stadigvæk af høj kvalitet.
     Ind­flydelsen fra TV gjorde sig snart gældende, og på en sådan måde at det var med til at forringe kvaliteten af de tegnefilm, det var muligt at få finansieret dengang. Begrebet full-animation, som især kendtes fra Disneys såkaldte klassiske tegnefilm, blev efterhånden helt ukendt inden for så vel amerikansk som europæisk tegnefilm. Disney fastholdt dog full animation-proceduren i sine lang­tegnefilm, selv om disse i nogen grad blev påvirket af tidens tendenser. Men i det meste af den internationale tegnefilmbran­che blev begrebet "limited animation", herhjemme populært kaldet "dikke-dik-animation", det gængse, hvilket først og fremmest skyldtes økonomiske årsager, men også det tidspres, som filme­nes pro­ducenter satte som deadline. Sekundært skyldtes det, at film­producenterne generelt set ikke havde det mindste begreb og ofte heller ingen ambitioner om at lave kvalitetstegnefilm eller tegnefilm overhovedet.

    Sverige var som sædvanlig på forkant med det nye, også når det gjaldt om at vise de nyeste udenlandske film og tegnefilm, og Pindal, Kjeld Simonsen og Ib Steinaa oplevede UPA-revolutionen i Stockholm tidligt i 1951.
    Omkring 1952 kom de første UPA-tegnefilm til Danmark, og nogle af disse blev helt uventet for det tilstedeværende biograf­publikum præsenteret i Dagmar Bio for første gang i København, hvor de over højta­leren blev introduceret af en speaker, som formentlig var identisk med filmmagister Bjørn Rasmus­sen. Det drejede sig om film som Punshy de Leon (1950), The Miner's Daughter (1950) og Gerald McBoing Boing (1951).
     Det var en overraskende oplevelse, som kuld­kastede nogle af de forestillinger om tegnefilm, som flere – om ikke alle - danske animatorer hidtil havde næret. Her så man et supermoder­ne, ikke-naturalistisk figur- og baggrundsdesign og en be­grænset form for anima­tion, der med stor opfindsomhed og artistisk finesse udnyttede en række hidtil ukendte muligheder inden for tegnefilmteknikken.

     UPA's tegnefilm blev nærmest en revolution for den amerikanske så vel som europæiske tegnefilm­produktion, men i stedet for at føre til stadig nye og spænden­de eksperimenter, endte det op med, at kvaliteten af tegnefilm faldt i uhyggelig grad, ikke mindst på grund af TV-mediets og -producenternes krav om hurtig og prisbillig leverance af underholdningstegnefilm, der helst ikke måtte være under 30 minutters spille­længde og som desuden allerhelst skulle indgå som afsnit i en serie. Bedre var det ikke med reklametegnefilmene, de såkaldte ”reklamespots”, som i reglen kun måtte være af 30 eller 15 sekunders spillelængde. Det ufravigelige krav om hurtig leverance kombineret med forventet konkurrencedygtig prisbillighed bidrog stærkt til at forringe kvaliteten.

     Herhjemme forsøgte Pindal så vel som Steinaa i videst muligt omfang – og i lighed med UPA - at fastholde den bedst mulige kunstneriske og tekniske kvalitet i de tegnefilm, de sammen og hver især fik til opgave at lave.

     I foråret 1957 var der dog ikke meget at lave i den danske tegnefilmbranche for Pindals vedkommende. Det gjaldt derfor om at tage et nyt initiativ, og forsynet med en kopi af Stentoft-filmen ”Hvad vil De ha?” og af ”Alpha II” rejste Pindal til Hamburg, hvor han fik kontakt med et stort reklamebureau, William Wilkens. Her havde man brug for al den animation, som Pindal og Mogens Gylling kunne lave. Firmaet betalte godt, og de to tegnere fik snart forrygende travlt og tog regelmæssigt toget frem og tilbage mellem København og Hamburg.  Alt gik fint, indtil situationen ændrede sig totalt.
     Der skete nemlig det, at Pindal fik et tilbud fra National Film Board of Canada, som havde set hans B&W-film, og det tilbud hverken kunne eller ville han afslå, og derfor rejste han kort efter til Montreal, hvor han fik en ét-årig kontrakt på at lave en teknisk film med titlen "An Intro­duction To Jet Engines" (1958). Filmen blev produceret for Royal Canadian Air Force.

     Det blev dog til et år mere i Canada for Pindals vedkommende, men han blev træt af at lave tekniske pseudo-tegnefilm, og han truede derfor med at ville rejse hjem til Danmark igen. Kaj og Annie Pindal rejste hjem i november 1959, og mens de opholdt sig herhjemme fik Pindal i januar 1960 henvendelse fra Ib Steinaa, som tilbød ham partnerskab i Nordisk Tegnefilm A/S på lige fod med sig selv. Pindal følte sig fristet af det favorable tilbud, og det gav ham mange søvnløse nætter at overveje, hvad han skulle beslutte sig til. Især fordi National Film Board of Canada i mellemtiden havde bøjet sig for hans ønske om at ville lave "rigtige" tegnefilm, og man ville bl.a. give ham mulighed for at lave en større serie TV-spots på hver et minuts spillelængde, som alle boltrede sig i klassisk animation. Senere kunne så følge lidt længere tegnefilm, de såkaldte kortfilm på omkring 10 minutters spille­tid, en anselig længde i tegnefilm.

     Valget mellem Nordisk Tegnefilm A/S og National Film Board var svært for Pindal (og hans kone, Anni), for det betød samtidig et valg mellem Danmark og Canada. Men Pindal valgte National Film Board, ikke mindst fordi han havde en fornemmelse af, at hverken Ove Sevel eller Kirsten Steinaa var enige i Steinaas plan om at få Pindal som partner på lige fod. I februar 1960 rejste Kaj og Annie Pindal tilbage til Canada. (Harry Rasmussen, som på den tid var ansat som førsteanimator hos Nordisk Tegnefilm, kan bekræfte Pindals udsagn om, at hverken Sevel eller Kirsten Steinaa var indforstået med Steinaas plan om at gøre Pindal til ligeværdig partner i firmaet. Steinaa havde på forhånd informeret Harry Rasmussen om sine planer, som skyldtes at han gerne ville øge firmaets produktion både kvalitativt og kvantitativt, især med henblik på længere tegnefilm, som man håbede på senere at få mulighed for at producere).

     Så sent som foråret 1959 havde Pindal, der nu boede i Montreal, fået brev fra William Wilkens i Hamburg, hvori man foreslog ham, at når han var færdig med sin ferie i Canada, skulle han vende hjem til Danmark og arbejde videre for det tyske firma. Dette firma blev senere omdøbt til ”Marken Film GMBH”, som efterfølgende blev kunde hos Ib Steinaa på det i 1958 genoplivede A/S Nordisk Tegnefilm A/S.

     Om dette kapitel i sin karriere har Pindal følgende at fortælle:

    Et lille kapitel fra foråret 1957: Efter Alpha-filmen var der ikke meget at lave. Jeg tog så en kopi af Stentoft-filmen og Alpha og drog til Hamburg. Her fik jeg kontakt med et stort reklamebureau, William Wilkens. De havde brug for al den animation Mogens Gylling og jeg kunne lave. De betalte godt, og Mogens og jeg fik forrygende travlt commutede frem og tilbage mellem Bellahøj og Hamburg. Alt gik fint, indtil jeg fik det tilbud fra National Film Board. Mig bekendt endte tyskerne op som kunder hos Nordisk Tegnefilm. Firmaet ændrede navn til ”Marken Film” (Se herom under omtalen af Nordisk Tegnefilm og i biografi om Ib Steinaa).

    Allerede fra september 1957 kunne Kaj Pindal og hans kone, Annie, bosætte sig fast i Montreal i Canada, dog med jævnlige afbrydelser gennem årene. Hvilket til dels skyldtes Pindals arbejdsmæssige situation, men måske til dels også, at han havde arvet sin fars kunstneriske temperament, som angiveligt havde svært ved at slå rod for bestandig. Siden 1977 har Pindal og hans danske familie, hustruen Annie og tre børn, mere præcist boet på Woodhaven Drive i Toronto-forstaden Oakville. Her kom han år senere til at undervise i animation på det nærliggende Sheridan College.

      Men det var hos National Film Board i Montreal, at Kaj Pindal omkring 1964 fandt frem til den tegne- og animationsstil, som han selv følte var lige præcis den, der var identisk med hans egne inderste følelser, ønsker og forståelse af tegnefilmens medium og væsen. Det skete i og med produktionen af kortfilmen “I Know An Old Lady who Swalloved a Fly”.

Derek Lambs og Kaj Pindals “I Know An Old Lady who Swalloved a Fly”. Fotos fra filmen: © 1964 Kaj Pindal og National Film Board of Canada.
Se filmen her:
 

Tog- og sporvogns-entusiasten Kaj Pindal ses her bag førerhuset i vennen og kollegaen, ex-Disney veteranen Ward Kimballs private modeltog . – Foto: © 19?? Kaj Pindal.

    Pindals store lidenskab, udover tegnefilm, var og er sporvogne og jernbanetog. Denne interesse deler han med ex-Disney veteranen Ward Kimball, som igen delte sin interesse med Walt Disney, som havde sin egen mini-jernbane installeret på sin private bopæl i Holmby Hills, Californien. Med Disney som forbillede havde også Kimball og Pindal hver deres egen private mini-jernbane derhjemme, og de to sidst­nævnte sås en overgang jævnligt og agerede lokoførere for hinanden. Men på trods af, at Pindal var kommet på Disney-studierne siden 1963, mødte han aldrig bossen himself.

Se "Kaj's Home Movies":
 

     Det var dog andet og mere end interessen for sporvogne og jernbaner, der knyttede Pindal og Ward Kimball sammen. I 1967 planlagde sidstnævnte TV-serien ”The Mouse Factory”, og i den forbindelse fik Pindal et brev, dateret Oct. 6, ’67, hvori Kimball bl. a. skriver: 

     We are currently discussing the possibility of creating a new format for our weekly Disney TV show the ”Wonderful World of Color”. I have been approached by the brass about what we can do to instigate new  approaches in our Animated-Live Action shows, both as to the subject matter and techniques. I would like to see “new Blood” in our staff, which is acknowledged by management as being very weak – especially in the story dept.
     Would you ever consider coming down to Disneys for an assignment or two if we set up this new plan? Story? Character Design? Animation? All three? The Studio has sort of dumped the problem in my lap and I would most certainly like to see us branch out with new things.
     What do you think? I have no idea what your ties are with the Film Board. I am shooting in the dark. But what the hell, something might come of this. Does it sound interesting?

     Tilbuddet var naturligvis fristende for Pindal, men uheldigvis var han netop da ansvarlig for en film i forbindelse med verdensudstillingen ”OSAKA ’70”, og han kunne følgelig ikke forlade National Film Board, heller ikke selvom han måske gerne havde villet.

    I 1970-71 var Pindal atter hjemme i København, hvor han på opfordring af sin gamle ven og kollega, Mogens Gylling, blev ansat som lærer i animation på DR TV i Gyngemosen. Her var han et lille års tid, men der opstod snart visse uoverensstemmel­ser og en vis kompetencestrid mellem de to gamle venner, hvorfor Pindal rejste, før hans kontrakt var udløbet. Det havde været familien Pindals tanke at vende hjem til Danmark for at blive, men tingene udviklede sig anderledes end forudset.

Kaj Pindals tegning af hans og familiens ’udflugt’ i deres egen private modelsporvogn.  – Tegning: © 19?? Kaj Pindal.

     Familien Pindal havde købt hus uden for Montreal, som først skulle sælges og et nyt hus købes i Danmark. Men i 1970 var de danske huspriser skudt i vejret, mens priserne på huse i Quebec var faldet, især som en ubehagelig følge af den fransk-canadiske separatistbevægelses bestræbelser på at udskille provinsen fra det øvrige Canada. Og da familien med sine tre børn ikke kunne få en passende lejlighed i København eller omegn, bestemte man sig for at rejse tilbage til Canada. Det blev derefter Leif Marcussen, der overtog Pindals stilling i Danmarks Radio.
    Om denne tid i sit liv kan Pindal bl.a. fortælle følgende:

     I 1970-71 var jeg på Danmarks Radio i et år. De havde oprettet en stilling som animator. Det var vores tanke at vende hjem for at blive. Men mange ting udviklede sig anderledes end vi havde ventet. Vi havde købt hus udenfor Montreal. Det havde vi tænkt at sælge og så købe et i Danmark. Men i 1970 var huspriserne i Danmark skudt i vejret. Samtidig blev der nær separatist-revolution i Quebec, hvilket sendte huspriserne dér ned. Da vi havde tre små børn, og ikke kunne få lejlighed, gav vi op og rejste tilbage. Leif Marcussen overtog animations-stillingen.

Kaj Pindals karikatur af sig selv og konen, Annie, som trofast har fulgt og støttet ham gennem tykt og tyndt gennem alle de mange år, de to har været gift med hinanden. – Tegning: © Kaj Pindal.

Her ses en stolt Kaj Pindal i sommerligt antræk som vognstyrer i en af de selvbyggede modelsporvogne, som hører til Pindal Electric Trainway (PET). Fotoet er ikke dateret, men må formentlig være fra slutningen af 1970’erne. På det tidspunkt producerede National Film Board en portrætfilm, Laugh Lines (1979) om og med den efterhånden berømte danske kunstner. – Foto: © 1979? Kaj Pindal.

Et herligt og morsomt eksempel på Kaj Pindals groteske tegnefilmsfigurer fra hans senere år. Her fra tegnefilmen ”The Good Farmer”. – Tegning: © Kaj Pindal.

    Efter tilbagekomsten til Montreal blev Pindal tilbudt en kontrakt af René Jodain, en gammel kollega, som da var chef for the French Animation Department hos National Film Board. Og sammen med flere andre betydelige talenter, fik Pindal til opgave at lave filmene Caninabis og Un cheval a toute vapeur. Men man måtte konstatere, at disse film manglede netop de kvaliteter, Pindal var kendt og berømt for. Selv mente han, at han ”var blevet givet for meget frihed” under produktionen.

     I 1972 besøgte Pindal en tidligere kollega, Jeff Hale, der nu var leder af firmaet Imagination i San Franscisco. Her mødte Pindal atter Derek Lamb, som på det tidspunkt var begyndt at lave filmspots for Sesame Street, og de to besluttede sig for at genoptage det gode samarbejde fra før. Pindal havde dog fortsat fast arbejde for Jodain på NFB, men bestemte sig til, i lighed med Derek Lamb, at arbejde freelancing. Samarbejdet mellem Lamb, Pindal og Hale varede omkring et par år. Lamb vendte senere tilbage til NFB i Montreal, hvor han blev medforfatter, medproducer og medinstruktør på The Hottest Show on Earth (1977). Kaj Pindal var sammen med andre toptalenter hos NFB medarbejder på denne vellykkede film.
     I midten af 1970'erne var Pindal, som stadig arbejdede freelance, godt et års tid i London, hvor han arbejdede for engelsk tegnefilms store navn, Richard (Dick) Williams, især kendt for en lang række fremragende reklametegnefilm. Om sin tid her har Pindal følgende at fortælle:

     Jeg var hos Rich. Williams i London som Directing Animator fra 1/1-’74 – 1/4-’75. Vi planlagde ikke at blive i London mere end 6 mdr., men vi trivedes godt. Dick’s studio var noget helt andet end NFB. Her arbejdede jeg sammen med Grim Natwick, Art Babbitt og Ken Harris. Ved påsketid i ’74 fik jeg Børge Ring ind i studiet også. På det tidspunkt havde vi ikke været i kontakt i 25 år. Siden da har Børge og jeg været i fast kontakt og har ofte arbejdet sammen. Vi forlod modvilligt London, men jeg havde et projekt i gang på NFB, som jeg måtte færdiggøre.

     I 1979 producerede National Film Board of Canada en halvtimes portrætfilm, "Laugh Lines: A Profile of Kaj Pindal", om Kaj Pindal og hans hidtidige karriere, og i denne film findes også hans allerførste forsøg fra 1943 på at lære sig animation. Filmen "Laugh Lines", der blev instrueret af Derek Lamb, blev bl.a. vist i dansk TV i 1981.
    I 1981 blev Pindal inviteret til at medvirke som animator på langtegnefilmen "Twice Upon a Time" (1982), der blev produceret i San Francisco og instrueret af John Korty. George Lucas var filmens producent.

Endnu et eksempel på Kaj Pindals humoristiske tegninger. Her gør han brug af vennen og produceren Derek Lamb, som producerede en del af Pindals film for NFB. – Tegning: ©  19?? Kaj Pindal.

     I 1983 og ’84 var Pindal ansat på Sheridan College’s Animations Skole, men fortsatte dog med at lave film for NFB på kontraktbasis. I ’83 blev han bedt om at undervise på den nyoprettede Internationale sommerskole, men betingede sig at få forårssemesteret fri (fra jul til 10. maj), og det benyttede Pindal til et besøg i Danmark, som strakte sig fra januar til juni 1983. Formålet med besøget var at lave storyboard til hvalros-sekvensen i Jannik Hastrups langtegnefilm "Samson og Sally" (1984). Jannik havde mødt Pindal på en filmfestival i Canada, og da Pindal mid­lertidigt gerne ville have lidt luftforandring, blev de to enige om, at han skulle komme til København og medvirke på filmens tilrettelæggelse. Hvalros-sekvensen blev interessant nok animeret af Pindals gamle ven og kollega, Kjeld Simonsen.

Kaj Pindals forside til fanzinet ”Carl Barks & Co.”, solohæfte nr. 18, 1983. Bemærk den karakteristiske vits på dåseetiketten: ”Green Peas” (Grønne Ærter). Den vellignende selvkarikatur og hvalrossen refererer til Pindals storybord-arbejde på sekvensen Hvalrossernes Sang i Jannik Hastrups feature-tegnefilm ”Samson & Sally” (1984).
- Tegning: © 1983 Kaj Pindal og Carl Barks & Co.

     Medens han opholdt sig i København, afholdt Pindal efter invitation fra Den danske Filmskole, et tegnefilmseminar på Det danske Filminstitut i Store Søndervoldstræde på Christianshavn. Herunder fortalte han bl.a. om sin tid på "Fyrtøjet", og i den anledning havde han inviteret gamle kendinge som Erik Rus og Helge Hau, der dog i lighed med ham selv havde haft en sekundær betydning i forbindelse med filmens produktion.

     Senere i 1984 vendte Pindal igen tilbage til København, denne gang for at arbejde på ”Valhalla”-filmen, en feature tegnefilm, der skulle blive startskuddet til en helt ny og energisk kommerciel dansk tegnefilmproduktion. Pindal har dog ikke oplyst, hvad der var hans funktion på denne produktion.

     I 1986 forlod Pindal helt Sheridan College og blev igen fuldtidsansat på NFB, men nu ved deres Toronto afdeling. Her producerede han Peep and the Big Wide World med Peter Ustinov som fortæller. Filmen blev produceret for Street Kids International, en organisation der har til formål at uddanne og hjælpe hjemløse børn i hele verden. Derek Lamb var producer på filmen.

     Kyllingen Peep og dennes venner, Chirp the Robin, Quack the Duck m.fl., som oprindelig fremkom i The Peep Show fra 1962, skulle vise sig at blive en af Pindals største tegnefilm-successer, som han fik filmpriser for i Ottawa og Chicago.

Hovedfigurerne i Kaj Pindals tegnefilm The Peep Show (1962): Kyllingen Peep og hans venner. Peep ses til højre, Quack i midten og Chirp til venstre. – Tegning: © 1962 Kaj Pindal. 

    I 1988 blev Pindal involveret i produktionen af ”Karate Kids” sammen med Derek Lamb. Filmen blev produceret af ”Street Kids International” og World Health Organization (WHO) til fordel for de millioner af gadebørn, der er i den 3. verden. Herom kan Pindal fortælle:

    Filmen er 21 min. lang – et format der gav os mulighed, ikke bare for at more, men at drage publikum ind i dramaet og udvikle et følelsesmæssigt forhold til ”the Characters”. Filmen blev en succes – vistes i over 100 lande og i 15 sprogversioner. Børge Ring og Bjørn Frank Jensen var med i produktionen.

Kaj Pindals tegnefilmsfigurer, Peep, Chirp og Quack, fra The Peep Show (1962) fik et succesfuldt comeback i Peep and the Big Wide World (1988). – Tegning: © 1988 Kaj Pindal.

     1989 blev Pindal inviteret af Stig Lasseby til at medvirke i et forsøg med et Animations Kursus i Eksjö i Sverige. Der var Pindal i efterårs-semesteret 1989. I sommeren 2001 blev Den Svenske Animations Skole, som sorterede under det svenske Undervisningsministerium og Kulturministeriet åbnet. Herom fortæller Pindal:

     Da Stig Lasseby var død og kongen ikke kunne komme, blev det mig, der klippede den røde snor over.

     1990 var Pindal sammen med Børge Ring i Köln, hvor han også kom til at arbejde sammen med Bjørn Frank Jensen og Per Lygum. Samme år samarbejdede Pindal igen med Derek Lamb, denne gang på filmen ”Karate Kids”. Filmen handler om det alvorlige problem AIDS, og dens hovedperson er gadedrengen Karate Kid, som kender alt til at være gadebarn i en storbys slumkvarterer. Karate Kid mister efterhånden sin familie og sine venner i det hårde miljø med narko og AIDS, men selv overlever han indtil videre.

     Nok et herligt eksempel på Kaj Pindals humoristisk-groteske tegnefilmsfigurer, denne gang fra filmen ”The Laughing Cow”. – Tegning: © Kaj Pindal.

     1991 var Pindal tilbage i Canada, hvor han underviste på Sheridan’s Sommerskole. I september 1991 var Pindal atter i København, denne gang som gæste­lærer i animation og tegnefilmsteknik på Den Danske Filmskole i København. Sommeren 1992 atter i Canada hos Sheridan, og i september igen tilbage til Den Danske Filmskole. 

Teksten til ovenstående foto, som formentlig er fra 2001, lyder: ”Thanks for passing on the Tradition of Great Animation!” from Barney Wornoff & Nathan Carey”. - Fra venstre ses Baney Wornoff, Børge Ring, Kaj Pindal og Nathan Carey.  – Foto: © 2001? Kaj Pindal.

     1994 samarbejdede Pindal endnu engang med vennen og kollegaen Derek Lamb, denne gang i Boston, og om en film med titlen ”Goldtooth”. Den handler om stofmisbrug, og havde igen gadedrengen Karate Kid i hovedrollen. Som ”Karate Kids” er ”Goldtooth” af en halv times spilletid, og begge film var så mesterligt lavet, at de blev distribueret vidt omkring og bl.a. vist i TV.

     Herom skriver Pindal bl.a. følgende:

     Som et resultat af ”Karate Kids” succes, kom et ønske om at producere endnu en film for ”Street Kids”, denne gang om stofmisbrug. Jeg blev bogstaveligt hentet af tre mænd fra Toronto, og i jan. 1993 drog jeg af sted til Boston, hvor Derek og jeg gik i gang med storyboard. Først i midten af 1994 var filmen færdig. Ved den tid var der opstået fornyet interesse for ”Peep and the Big Wide World”. ”Living Books” i San Francisco ville lave en CD-Rom om ”Peep”. Derek og jeg lavede en ”prototype” i San Francisco i 1996, men tidligt i 1997 revnede hele CD-Rom-drømmen, og alt gik i stå.
     Imidlertid var der opstået interesse i ”Peep” som TV-serie for 3-6 årige. Derek, som har kontakter i TV-verdenen, fik WGBH i Boston (part af PBS Network) interesseret. Det har taget meget lang tid at få de legale arrangementer bragt i orden (”Peep” er jo del-ejet af både National Film Board og ”Living Books”). Og at få affattet en rimelig kontrakt med WGBH og oprette et produktions Co. Nu er produktionen startet i Toronto – der skal laves 26 halvtimes programmer mellem nu og sep. 2003.
     Siden 1991 har jeg undervist på Sheridan Sommerskole, og de sidste 2½ år i Vinterskolen også.
     Ang. ”Peep” for TV, så er min rolle at være en slags konsulent og sørge for stilen i tegning og indhold bliver holdt så vidt muligt.
     Sammen med undervisning og et månedligt ”Peep School”-møde i Boston med alle involverede i produktionen, så har jeg nok at se til.
     Til slut skal jeg nævne, at vi fik Børge Ring herover (til Ottawa) som Special Guest ved en festival her i slutningen af oktober [2001]. Det har lykkedes os at ses mindst en gang om året i mange år, og det vil vi blive ved med.

    Senere har Kaj Pindal tilføjet denne tilbageskuende kommentar:

     Den helt store inspiration for en ung tegnefilms-tegner var naturligvis Disney. Men Disney animation var for krævende og for dyr, og blev i øvrigt kritiseret af intellektuelle og smagsbaroner.
     Det var derfor forfriskende, da UPA-filmene kom (i 1951). Vi blev alle inspirerede på ny, men filmene var jo stadig et kollektivt studie-produkt.
     Da Norman McLarens film endelig dansede på lærredet i DSB-Kino var det en total genfødsel af begrebet animation for mig. – Og så var det en enkelt mands personlige værk. Her blev åbnet døre, så selv Disney’s egne animators slog sig for panden og sagde ”Where have we been?’
     Jeg fortsatte med konventionel teknik, men det var et privilegium at arbejde med Norman McLaren som mentor. Parolen på National Film Board var at animation skulle genopfindes. Indflydelsen er måske svær at se på mine ’Cartoons’, men den er der.
     However, alt nyt bliver gammelt. Da jeg i 1973 kom til Dick Williams var det et totalt omslag. Dick sagde, at vi skulle gå 40 år tilbage og sidde ved mestrenes fødder og bygge på Disney’s erfaring. Det varede ikke længe, så var jeg ’born again animator’. De to modsatte indflydelser mener jeg har været gode for mig.

Den noget ældre, men stadig all round aktive tegnefilmmand Kaj Pindal ses her ved trickbordet, i færd med at optage endnu en af sine originale ideer. – Tegning: © 2000 Kaj Pindal.

     Her mod slutningen af årtusindet ser det altså ud til, at den efterhånden 73-årige Kaj Pindal endelig har slået sig til ro i det Canada, som han i højere grad kom til at føle som sit hjem, end det Danmark, der på alle måder var for lille til, at det lod sig gøre for ham at realisere sine tegnefilm­drømme. Dansk tegnefilm blev i løbet af 1960'-70'erne overtaget og videreført af en gruppe yngre kræfter, som viste sig bedre egnede og udrustede til at producere tegnefilm på danske vilkår. Det gælder folk som Jannik Hastrup, Flemming Quist Møller, Anders Sørensen og Per Tønnes Nielsen.

Et eksempel på, at Pindals frodige fantasi kunne nærme sig Storm P.ske højder. Tegningen her er fra en af hans ”Anti Smoking Cartoons”. Teksten lyder: ”Den halvautomatiske hjerte-lunge-maskine for storrygere”.  – Tegning: ©  19?? Kai Pindal.

     At det så i 1980'erne lykkedes for en gruppe endnu yngre kræfter at implantere amerikansk, specielt Disney'sk, tegne­filmtradition i Danmark, er en helt anden sag, som er omtalt i anden sammenhæng. Det skal dog tilføjes, at baggrunden for at dette lykkedes, var det store internationale opsving, som den kommercielle tegnefilmproduktion oplevede i løbet af 1980'erne, og som er fortsat også i 1990'erne, og hvor der indtil nu (2000) er blevet produceret flere tegnefilm, herunder især langtegnefilm, end nogen sinde tidligere i tegnefilmens internationale histo­rie. Denne tendens ser ud til at skulle fortsætte i det ny århundrede.

     Om Pindal og hans karriere vil man også kunne læse i det svenske tids­skrift "StoryBoard" for november 1982, og i "Carl Barks & Co." Solo-Hæfte nr.18, 1983. Desuden i børnefilmtids­skriftet "Prå­sen" nr. 31, 198?.

 Se og hør Kaj Pindal fortælle. 2009:

Mød Kaj Pindal her:  http://kajpindal.blogspot.com/2010_03_01_archive.html

Se film af Kaj Pindal her: http://www.nfb.ca/explore-by/director/Kaj-Pindal/

Se flere film her: http://vimeo.com/10876058

 Filmografi for Kaj Pindal  (ufuldstændig):

Forkortelser:
Anim. = Animation. Co-I = Co-instruktør. D = Design. I = Instruktion. K = Komponist. Lo = Layout. M = Manuskript/drejebog. Mell.-tegn. = Mellemtegner. Storyb = Storyboard. T = Timing. Tilrette eller Tilr. = Tilrettelæggelse.

Korte tegnefilm:
Ferd'nand på fisketur (1944) (Mell.tegn) Ferd'nand på bjørnejagt (1945) (Mell.tegn)
Bobbelop (1945; Mell.tegn) Ole Lukøje (1945; Mell.tegn)
listen formentlig ikke komplet (se STORYBOARD + Carl Barks & Co, 1983 + Laugh Lines m.m.)

Indslag i korte tegnefilm (Listen formentlig ukomplet):
Tallenes tale (1949; Mell.tegn) Your Enemy The Tuberculosis (1949; Mell.tegn)

Selvstændige korte tegnefilm (Listen formentlig ukomplet):
Inkwell Shorts (1947-1949; Mr Pindal’s Inkwell Phantasy (1950; Ide+Design+Storyb+Anim) Life Span (1960; Ide+Design+Storyb+Anim) The Peep Show (1962; Idé+Design+Storyb+I+Anim) Firing Squad (1966; Ide+Design+Storyb+Anim) What on Earth (1966; Idé+Design+Storyb+I+anim) King Size (1968; Idé+Design+Storyb+I+Anim) The City (Osaka ’70) (1970; Idé+Design+Storyb+I+Anim) Un cheval a toute vapeur (1973; Idé+Design+Storyb+Anim) Caninabis (1979; Idé+Design+Storyb+I+Anim) Peep and the Big Wide World (1988; Storyb+Art Supervisor)

Korte tegnefilm sammen med Derek Lamb (Listn formentlig ukomplet):
Hors d'Oeuvre (1960; Idé+Design+Storyb+I+Anim) Pot-pourri (1961; Idé+Design+Storyb+I+Anim) I Know An Old Lady who Swalloved a Fly (1964; Idé+Design+Storyb+I+Anim) There Was an Old Lady (1966; Idé+Design+Storyb+Anim) Sesame Street Spots (1972-73; Idé+Design+Storyb+Anim) The Hottest Show on Earth (1977; Idé+Design+Storyb+Anim) The Old Lady Spots (1977-80; Idé+Design+Storyb+Anim) SportsCartoons (Idé+Design+Storyb+Anim) Karate Kids (1988; Storyb+Art Supervisor)

Lange tegnefilm: Fyrtøjet (1946; Mell.tegn) Twice Upon a Time (1982; Anim.) Samson og Sally (1984; Storyboard på hvalros-sekvensen) Valhalla (1985; funktion?)

Tegnefilmindslag i industrifilm (Listen formentlig ukomplet):
B&W Alpha II (1956; Storyb.+anim.) An Introduction to Jet Engines (1958; Storyb+Anim)

Korte undervisningstegnefilm (listen formentlig ukomplet):
"Nattesyn" (1954; Anim)

Reklametegnefilm (listen formentlig ukomplet):
Standard (1947; anim) Det er ulejligheden værd (1947; anim) Skal vi spare eller ikke spare (1948?; anim) Hos tandlægen (1948? anim) Den gamle bil (1948?; anim) Plet (1949?; anim) Klat (1949? anim) Biet Anton (1951; Storyb+anim) Samarin (1951; anim) Luma Lampen (1952; anim) Postsparbanken (1952; anim ) Vibe – Hastrup (1955; anim)

Public Relation tegnefilm (Canada) (Listen formentlig ukomplet):
Osaka Worlds Fair 1970 (1970) Keep Your Distance (19??) Keep your Health (19??) Road Safety Branch (19??) Anti Smoking Cartoons (19??) Smoke Detector (1977)

Omtale af Kaj Pindal i artikler i blade og bøger (listen ukomplet):
Art Imitates Life of Street Kids, by Ingrid Sevels in arts about town, Oakville Arts Council, 1988? – Shamus Culhane: Animation / From script to Screen. Columbus Books Limited, London 1988. Kaj Pindal og hans film er omtalt på følgende sider I bogen: 17, 17, 91, 91, 187, 187, 226, 226, 243, 243.  - Drawing on Both Sides of their Brains. The art and careers of Derek Lamb and Kaj Pindal, by Marc Glassman, Ottawa 96 International Film Festival, pp. 84 - 88 –

Interviews med Kaj Pindal (Listen ukomplet):
Kaj Pindal om tegnefilmmediets muligheder. Børnefilmtidsskrif­tet PRÅSEN nr.31, 1983?. Interviewer: Ida Zeruneith. - Carl Barks & Co. Solo-Hæfte nr.18: Dansk Guldalder Tegne­film. Inter­viewer: Niels Plaschke (1983) - Peep And The Big Wide World. An interview with Kaj Pindal, by Marc Glassman, Take One (årstal?), pp. 13 – 17.

Artikler skrevet af Kaj Pindal (listen formentlig ukomplet):
Børge Ring by Kaj Pindal. Ottawa 01 International Student Animation Festival. Børge Ring Programme sponsored by Embassy of the Netherlands.

Film om og med Kaj Pindal (listen formentlig ukomplet):
Laugh Lines: A Profile of Kaj Pindal (1980; Produceret af National Film Board of Canada)

_________________